Året der gik del 2 2019
top6
top1
top2
top3
Midgårdsormen
top4
top5

Året der gik del 2 2019

Brandfare.dk


Her i hedebølgen er det måske en god ide at se lidt på hjemmesiden brandfare.dk, der fortæller om gode råd mod brandfare.


På Brandfare.dk kan du finde en række oplysninger om brandfare i naturen i Danmark.


Siden indeholder bl.a. gode råd om at undgå brand i naturen, en oversigt over evt. afbrændingsforbud i kommunerne samt brandfareindekset, som på et kort viser, hvor stor risikoen for brand er rundt om i landet.


Brandfare.dk er etableret i samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og KL.


Du finder hjemmesiden her.

6.318 gæster kan ikke tage fejl.


Søndag, den 18. august lukkede Ole Ahlberg-udstillingen på Otterup Geværfabrik. Næsten 300 gæster nød udstillingens sidste dag, der blev begunstiget af Knud Skægs Musikforsyning og ikke mindst besøg af Ole Ahlberg selv.


3 måneders udstilling med over 130 værker til en værdi på over 30,0 mio. kroner blev besøgt af over 6.000 gæster. Vurderet på tilbagemeldingerne fik gæsterne også en meget positiv oplevelse. Både værkerne og deres unikke opsætning, men også de spændende og rustikke lokaliteter i Geværfabrikken.


Direktør Per Olesen: “På regnearket havde jeg skrevet 3.000 besøgende, og vi nåede 6.318. Det er en kæmpe succes! Der skal lyde en stor tak til Geværfabrikken og deres frivillige for et fantastisk samarbejde. Omkring 500 åbningstimer er dækket ind af de frivillige, og de har serviceret de mange gæster på forbilledlig vis.”

Ensretning af Jernbanegade og Bredgade permanent


Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at gøre ensretningen af Jernbanegade og Bredgade i Otterup permanent. Det skete på gårsdagens møde i Teknik- og Miljøudvalget. Ensretningen har siden februar fungeret som et forsøg, men nu bliver den altså permanent.


I forbindelse med Fornyelse og Byomdannelse af Otterup Bymidte blev der den d. 4. februar 2019 iværksat et forsøg med ensretning af Jernbanegade og Bredgade.


Forsøget har løbet hen over foråret og sommeren. Forsøget har givet byen mulighed for at vurdere, hvilken effekt en ensretning har på handelslivet og trafikafviklingen.


Under forsøgsperioden har der været målt på trafikken og bevægelsen gennem gaderne. Der er desuden udført målinger af parkeringsmulighederne i midtbyen og omkring den gamle Fakta-grund samt torvet.


Læs mere her.

Huset under pres.


Nordfyns Kommune har i deres sparekatalog" foreslået at nu skal der spares på seniorhusene i Otterup og Søndersø.


Ikke uventet reagerer brugerne af husene - her med et læserbrev:

Forslag og problematikker vedr. evt. ændringer af seniorhuset.


Vi ved det er et "kan" tilbud kommunen giver os, men kommunen får mere end fuld gevinst for bevarelse af Seniorhuset som det fungere nu og byen får god omtale.


Det er meget vigtigt for alle os brugere at der er et seniorhus i Otterup og vi håber bare så meget på at det kan fortsætte på den meget velfungerende måde som Huset gør nu til glæde for os "ældrebyrden".


Se hele læserbrevet her.


Besparelserne på seniorhusene droppet.


Besparelserne, der skulle ramme seniorhusene i Otterup og Søndersø, er nu droppet. Det slog Venstre, der har absolut flertal, fast under torsdagens kommunalbestyrelsesmøde.


- Vi vil ikke reducere personalet i seniorhusene, og vi vil heller ikke fjerne vederlagsfri kørsel til genoptræning i seniorhusene, lød det fra gruppeformand Mogens Christensen.


En glædelig nyhed for Flemming Radoor, formand for brugerrådet i Seniorhuset Otterup.

Den gamle Faktagrund til salg.


Grunden ligger centralt i Otterup by og har en størrelse i alt 1.102 m2, den anvendes i dag til offentlige parkeringspladser. Grunden udbydes til salg med en priside på 1,3 millioner kr. Udbudsperioden løber fra den 15. oktober til den 8. november 2019.


Lokalplan 2015-12 Otterup Bymidte er gældende for grunden, og køber skal holde sig indenfor rammerne af de vilkår, som gælder efter lokalplanen. Efter lokalplanen kan grunden anvendes til detailhandel, liberale erhverv, klinikker, café/restaurant, diskotek/natklub, offentlige formål, skoler, institutioner og boliger. Lokaler i stueetagen må ikke anvendes til boligformål.


Grundene kan overtages snarest muligt, når kommunen har godkendt handlen. Det bemærkes dog, at køber ikke kan bebygge grunden, før køber har opnået byggetilladelse.


Læs mere her.

BL Biler i 50 år.


Tirsdag den 15. oktober fylder BL Biler i Norup 50 år og i alle år har chefen på værkstedet været Bjarne Larsen.


Det startede med at Bjarne Larsen i 1967 købte bygningen på adressen Norupvej 131 af sin morfar. Bygningen skulle bruges til beboelse, hvilket krævede en større ommøblering, da huset på det tidspunkt blev benyttet som ko og svinestald.


I 1969, nærmere bestemt den 15. oktober, startede Bjarne op med at reparere biler i den store røde hal der lå ved siden af huset.


Det skulle vise sig at være en god idé og allerede 2 år efter byggede Bjarne et helt nyt værksted på 300 kvm og forretningen blev i 1973 yderligere udvidet med en underforhandling af Ford biler.


Læs hele artiklen her.

Så kom kortet, der binder Nordfyn sammen!


I hvert fald detailhandelen her på Nordfyn. Nemlig Gavekort Nordfyn.


Kortet lanceres den 21. november, så det er klart til julehandelens start. Det er Nordfyns Erhverv og Turisme, der i samarbejde med handelsforeningerne i Søndersø, Bogense og Otterup, samt SparXpres, står for lanceringen af Gavekort Nordfyn. Det nye elektroniske gavekort bliver meget nemmere at anvende, både for butikkerne og for forbrugerne. 


Der vil blive etableret flere udstedningssteder i hver af følgende byer: Otterup, Søndersø og Bogense.


Gavekortet kan benyttes i alle butikker tilmeldt ordningen, og det vil de fleste butikker på Nordfyn være, da ordningen er understøttet af alle tre handelsforeninger i de nordfynske byer. Det er med til at styrke detailhandelen og gør det lettere at handle lokalt.


Læs mere her.

Ny hjemmeside


I anledning af at vi nu er startet på 5450-otterup.dk's 10. år i æteren, har vi nu lanceret en ny hjemmeside.


Det eneste sådan epokegørende ved den nye hjemmeside, er at "mobil kiggerne", nu har meget nemmere ved at læse nyhederne, uden al for meget fingergymnastik.


Den nye hjemmeside er laaaangt fra færdig, så i en overgangsperiode, må man finde sig i at blive transporteret frem og tilbage mellem den gamle og den nye hjemmeside, afhængig af hvad man ønsker at se.


Det vigtigste var imidlertid at få gjort nyhederne mobilvenlige og det mener vi nu at det fungerer. Så derfor har vi tilladt os udgivelsen.