Året der gik del 2.
December
Godt år for 5450-otterup.dk igen!
Portalens 3. år i æteren, blev et nyt år med mange rekorder. Over 72.000 besøg på portalen vidner om at interessen bliver større og større for hvad der foregår her. 72.000 besøg svarer til at der i snit har været 200 læsere pr. dag, men sådan kan man faktisk ikke regne, for besøgene dækker over en løbende stigning i antal besøg pr. dag og vi har således godt 250 besøg pr. dag i december.
I januar fik vi moderniseret vore nyhedsbreve og i april blev vi endnu mere moderne og kom på Facebook, hvor vi idag har 141 følgere.
Vi har mange bidragsydere, der sender begivenheder og historier ind til os, som vi kan bringe. Det er vi meget taknemmelige for, men vi kunne da nemt bruge flere. Vores portal vil gerne fokusere på hele 5450 Otterupområdet, men det kniber lidt med bidragsydere udenfor Otterup by og det er lidt ærgerligt, når vi nu har lavet en portal hvor alle foreninger i gamle Otterup Kommune helt gratis kan reklamere for arrangementer og events.
Uden vore trofaste annoncører, ville det være overordentlig vanskeligt at fortsætte og udbygge portalen, så vi er meget taknemmelige for de annoncører vi har. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at vi sagtens kunne bruge nogle flere annoncører, så vi endnu bedre kan udbrede mangfoldet af muligheder for at bruge det lokale erhvervsliv.
Vi hører da heldigvis også tit fra annoncørerne at de bliver set her på portalen og vi ved positivt at vore annoncørers hjemmesider bliver besøgt meget mere efter de er begyndt at annoncere her på portalen. Så støt vore annoncører, de støtter portalen, synligheden af hvad vi kan i 5450 Otterup og ikke mindst deres egne virksomheder.
Vi har de bedste forhåbninger for 2014 og ønsker alle 5450-otterup.dk’s læsere, annoncører, sponsorer og bidragsydere, et rigtigt godt og lykkebringende nytår.
Uden Jer kunne portalen ikke eksistere.
Stig Thomsen
Nordfyns Kommune får ny administrativ struktur.
Direktionen i Nordfyns Kommune gennemfører en række justeringer i den administrative struktur. Ændringerne træder i kraft pr. 1. januar 2014.
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen siger:
- Nordfyns Kommune har allerede i dag en meget effektiv og velfungerende administration. Alligevel er der altid behov for at tilpasse organisationen i forhold til den virkelighed, vi opererer i.
- Vi skaber en struktur, hvor hensynet til helheden, og dermed koncerntænkningen, vægtes med en klar, tværgående og helhedsorienteret profil. Samtidig lever strukturen op til kravene om en ansvarlig og kvalificeret rådgivning af den samlede politiske organisation.
Læs mere om den nye struktur her.
November
Markant prisnedsættelse på byggegrunde.
Nordfyns Kommune giver nu byggegrundspriserne et eftertrykkeligt hak nedad.
Det blev en kendsgerning i torsdags, da kommunalbestyrelsen besluttede en prisnedsættelse på mellem 35-40 procent på kommunens erhvervs- og parcelhusgrunde.
Grundpriserne er en vigtig del af det samlede billede, når borgere og virksomheder skal beslutte sig for, hvor de vil bosætte sig. Med den markante prisnedsættelse vil Nordfyns Kommune derfor være styrket i konkurrencen om nye borgere og virksomheder.
Det og mere skriver Kommunen her.
Slut med papirblanketter & brevpost til kommunen
Fra den 1. december 2013 indføres der obligatorisk selvbetjening, og Borger.dk er din adgang til det offentlige. Her finder du information og betjener dig selv hurtigt og sikkert.
Læs mere her.
5450 Otterup tabte en plads!
Desværre for os her i 5450 Otterup, tabte vi en plads i Kommunalbestyrelsen, men har dog stadig 9 pladser at gøre godt med. Der var 4 5450 Otterupmedlemmer af Kommunalbestyrelsen, der på forhånd ikke stillede op, nemlig; Børge Nielsen, Tessa Gjødesen, Ingmar Madsen og Bent E. Hansen.
Herudover fik unge Mads Hinze Dinesen ikke genvalg.
Heldigvis var der nye kræfter der stillede op her fra 5450 Otterup og med stor fornøjelse kan vi byde velkommen til Pia Longet (A), Jane Yndgaard (O), Franz Rohde (C) og Brian Lebæk (A) i den nye kommunalbestyrelse.
Vi kan nu kun håbe på at "vore" 9 medlemmer, sammen med 5 medlemmer fra Søndersø, 2 fra Morud og et enkelt medlem fra Veflinge - uafhængigt af partitilhør - kan enes om at fordele Kommunens midler, så det afspejles at under en tredjedel af kommunalbestyrelsen er fra Bogense!
Se de valgte her.
Oktober
Børge holdt åbent hus.
Børge Nielsen blev behørigt fejret, da han holdt åbent hus, i anledning af hans 70 års fødselsdag den 16. oktober.
I OOJF's klubhus mødte der vel godt et par hundrede venner, familie og politiske med- og modspillere frem, for at fejre, vel nok en af Otterups mest markante politikere gennem tiderne.
Der blev serveret god mad, holdt mange taler og spillet musik for de mange fremmødte. Børge selv så tilfreds ud med arrangementet og det havde han også god grund til.
Vi har fået lov til at bringe lidt stemningsbilleder fra begivenheden her.
Danske Bank forlader Otterup.
Danske Banks fillial i Otterup flytter til Næsby og åbner dørene her i Otterup for sidste gang den 6. december.
Det kan ikke komme som nogen overraskelse at Banken lukker, da det jo iforvejen er en privatkundefjensk politik Banken fører. Allerede for et halvt års tid siden blev Banken "pengeløs" og dermed var Banken vel allerede på vej væk.
Nordea er stadig "pengeløs" men dog repræsenteret i Otterup og har tilsyneladende ikke planer om at flytte. Men mon dog ikke de også skal spare, reorganisere eller lignende, snart?!
Heldigvis har vi da stadig Nordfyns Bank, der har beholdt alle de gode gamle bankdyder, hvor man kan hente penge og sætte penge ind på kontoen (hvis man da har nogen) og komme ind og snakke med egen rådgiver.
Nordfyns Bank kører i øjeblikket en kampagne, hvor man kan skifte til Nordfyns Bank ganske gratis, det kan man benytte sig af, hvis man vil beholde sin Bank i Otterup.
Se Nordfyns Banks hjemmeside Her.
September
Anlægsbudget udenom Venstre!
Det er en noget overrasket borgmester på Nordfyn, der må se sig selv og et netop vedtaget budgetoplæg overhalet indenom.
Fem af Kommunalbestyrelsens otte partier plus den sociale gruppe er tirsdag gået sammen i et nyt flertal - uden De Konservative, Radikale Venstre og Venstre, som ellers har Nordfyns borgmester i skikkelse af Morten Andersen.
Begrundelsen fra det nye flertal er, at de 38 millioner kroner, der i det tidligere oplæg var sat af til anlæg, er alt for lidt.
Det og mere skriver fyens.dk her.
Det er interessant at se at valgkamprævekagerne allerede er ved at blive bagt. Det bliver et spændende valg.
Otterupløbet fejrede 25 år.
For 25. gang blev der løbet i Otterup og omegns gader. Igen i år var der 610 tilmeldte løbere, der kunne nyde det gode vejr mens de løb.
På 5 kilometer strækningen kom Claus Sørensen først i mål for 6. gang i træk. Hos pigerne var Simone Glad over stregen først for 5. gang i træk.
De mange fremmødte tilskuere fik en flot dag, med mulighed for forfriskninger i et dertil indrettet telt på Torvet, hvor der var underholdning med harmonikamusik.
Se stemningsbilledrne her.
Se løbsresultater her.
Nordfyn rykker.
- Nordfyn er med en fremgang på 34 pladser i Lokalt Erhvervsklima 2013’s femte største springer, hvilket placerer kommunen på en samlet 51. plads.
- Den bedste placering er i kategorien Fysisk planlægning, hvor Nordfyn er nr. 22.
- Nordfyn er gået frem med over ti pladser i samtlige kategorier, hvor virksomhederne har vurderet kommunen. I otte af disse er fremgangen på over 20 pladser. Kun i de Statistiske indikatorer går kommunen en smule tilbage med et fald på seks pladser.
- Nordfyns laveste placering er i de Statistiske indikatorer, hvor kommunen er den lavest placerede af alle kommuner. Dermed er kommunen faldet i denne kategori i samtlige Lokalt Erhvervsklimaundersøgelser.
Det og meget mere kan du læse om her.
Masterplan for Otterup.
Efter at kommunalbestyrelsen torsdag blev orienteret om masterplanerne for Otterup og Søndersø, går man nu i gang med næste fase. Det er at få nogle af borgernes mange ideer omsat til konkrete forbedringer i Otterup og Søndersø
Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune fik på sit møde den 29. august en orientering om de to nye masterplaner for Otterup og Søndersø.
Erhvervs- og udviklingsudvalget igangsatte arbejdet med masterplanerne før sommerferien. Masterplanerne kan ses en række overordnede guidelines for, i hvilken retning byerne kan udvikle sig, og det er i høj grad borgerne, der har leveret inputtene. Det er sket på i alt fire borgermøder.
Læs mere her.
August
Torvemarkedet slut for i år!
Ja, ja det regnede i ca. 10 minutter (kraftigt) men det kan ikke ødelægge en kanonsæson for torvemarkedet og Markedsforeningen.
Der er blevet sat mange rekorder for torvemarkedet i år, men vi kan nøjes med at sige at det har været et fantastisk vejr og der har været rigtig mange kræmmere og handlende.
Markedsforeningens formand Børge Nielsen virkede i hvert fald meget tilfreds, da han opsummerede året, til en lille æggekagefrokost med bestyrelse og hjælpere.
Se stemningsbilleder her.
Årets jagtforening 2013.
Otterup & Omegns Jagtforening der som bekendt blev kåret til Årets Jagtforening 2013, blev fejret ved en reception i lørdags.
Der var mange kendte mennesker til stede og der blev holdt mange taler, der roste OOJF for foreningens virke.
Der blev lagt meget vægt på at OOJF var meget andet end en forening, hvor det bare galdt om at skyde nogen dyr. OOJF er en forening med højt til loftet og mange aktiviteter til glæde for både medlemmer og lokalsamfundet.
Blandt andet Skt. Hansfester med over 1.000 deltagere, turene til Vigelsø , familiedagene o.s.v.
Formand Lars Olsen lignede en tilfreds mand under hele receptionen og det havde han god grund til.
Atter tillykke med en flot præstation.
Se stemningsbilleder fra receptionen her.

Otterup vil blev til Otterup kan!
En fantastisk fredag aften på Kræmmerpladsen i Otterup. Over 4.000 fremmødte til gratiskoncerten, oplevede en uforglemmelig aften, hvor Infernal og Line Rafn overskyggede alt med en pragtpræstation på scenen.
Et stort tillykke til de 18 lokale firmaer der havde givet både penge og arbejdskraft for at få dette arrangement til at lykkes.
Se de festlige billeder her.
OB&IK 100 år reception.
Fredag den 2. august fejrede Otterup Bold og Idrætsklub 100 års jubilæum med en reception i klubhuset.
Der var mødt mange frem og morsomt var det, at der var samlet 10 fra førsteholdet i 40'ern og 50'erne. Den ældste fremmødte førsteholdsspiller var Helge på 94 år. Klik på billedet her ved siden af, for at se et stort.
Der blev holdt tflere taler, naturligvis af formand Freddy Larsen, men også Jørgen Rasmussen (OB&IK's eneste tidligere landsholdsspiller) holdt en utrolig morsom tale.
Se billeder fra receptionen her.
Juli
C yrano premiere - skandale!
Skandalen består i at sølle 175 mennesker var mødt frem til premieren. Om det skyldes dårlig markedsføring eller at vi bare er lidt sløve her i Otterup, skal være usagt.
Hvor om alting er, så blev der leveret en mesterlig opføring af Cyrano, som forhåbentlig vil gøre selv fortælleren og komponisten Sebastian stolt..
33 skuespillere, 8 musikere og over 50 frivillige hjælpere havde sat alle sejl til for at give publikum en fantastisk oplevelse.
Dejlig musik, gode sangere, godt vejr og et fantastisk sceneshow gjorde musicallen til noget af det største jeg har oplevet.Har du ikke allerede bestilt billet til forestillingen, så er det bare med at få det gjort så du ikke går glip af dette mesterværk. Der spilles til og med den 13. juli.
Se billeder af det fantastiske show her.
Ny direktør for Børn og Kultur.
Nordfyns Kommune får ny direktør for Børn og Kultur. Ejner Jensen, 55 år, tiltræder direktørstillingen den 1. august 2013 og bliver dermed også nyt medlem af direktionen i Nordfyns Kommune.
Ejner Jensen kommer fra en stilling som områdechef inden for skoleområdet i Aalborg Kommune – en stilling, som han har haft siden 2007. Desuden har han været souschef i Børne- og Kulturforvaltningen i Nibe Kommune fra 2003-2006. Forud herfor var han skoleleder ved Morsø Kommune fra 1996-2003.
Læs mere her. |