Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Så er det vist skruet helt op for valgkampen!

Vi har allerede hørt og læst at Nordfyns Kommune har vedtaget et samlet budget, hvor anlægsbudget for 2014 plus overslagsårene til og med 2017, er rekordstort på ca. 90 mio.kr. Et budget vedtaget med et flertal udenom Venstre, konservative og Det Radikale Venstre.

Så kunne man som ganske anmindelig lægmand (en uden ret meget forstand på kommunale budgetter og den slags), fristes til at tro at det så var det.

Men nej, sådan er det ikke. Man har frem til den 27. september kunnet komme med ændringsforslag til budgettet.

Den mulighed har Venstre, konservative og Det Radikale Venstre benyttet sig af, og er kommet med en ny version af budtettet - lige før lukketid.

Her er der også skruet voldsomt op for anlægsbudgettet, så det nu er på ca. 83 mio.kr. - altså meget tæt på det anlægsbudget de øvrige partier har vedtaget.

Det virker vel - ikke overraskende, her op til valgkampen - som overbudspolitik!

Læser man teksten til de 2 budgetforslag med anlægsbudgetter på hhv. 90 og 83 mio.kr. har jeg som lægmand vanskeligt ved at se forskel på alle de løfter om rigeligt "mælk og honning" som begge budgetter lover.

Det er helt nye toner fra vores kommune, der ellers de sidste 4 år har tudet os ørene fulde med besparelser og forringelser af diverse services, naturligvis i den ansvarlige økonomis hellige navn.

Man kan i flæng nævne, besparelser på ældreområdet, skolelukninger og sammenlægninger, nul gadelys om natten, fældning af træer på Otterup Torv - der dog ikke blev til noget takket være aktive borgere -, større gebyrer på erhvervsaffald, salg og overdragelser af klubhuse og haller, og så videre og så videre.... Vi har virkelig været helt nede på de mindste konti for at finde besparelser, der i manges øjne har virket helt tåbelige i den store sammenhæng. Men vi borgere finder os i meget - i den ansvarlige økonomis hellige navn.

At man nu er igang med at reversere - eller tilbagekøbe, som politikerne kalder det - nogle af de besparelser som vi har måttet kæmpe med de sidste år, det virker helt tåbligt " i den ansvarlige økonomis hellige navn".

Hvis man nu lige pludselig i Kommunen har råd til anlægsinvesteringer i 80 - 90 mio.kr. klassen og øgede udgifter på driftsbudgettet, så kan det kun have "været for sjov" at vores gadelys i byerne har været slukket et par år, formedes en besparelse på under 1 mio.kr.!?

Gør politikerne, som Johanne Schmidt-Nielsen tidligere har været inde på i anden sammenhæng - pisser på os?

Vores nuværende regering har vist vejen for vore kommunalpolitikere, ved til sidste valg at have lavet et regeringsgrundlag, som mange gange, efter regeringen er trådt til, er blevet forandret og forringet - i den ansvarlige økonomis hellige navn.

Mon ikke det samme kommer til at ske i Nordfyns Kommune, uanset hvordan den nye kommunalbestyrelse kommer til at se ud?

Stig Thomsen
Borger & bekymret vælger.

Se teksten til Venstre, Konservative og det Radikale Venstres budgetforslag her.

Se teksten til Soc.dem, SF, Liberal Alliance, DF, Nordfynslisten og Den Sociale Gruppes budgetforslag her.